Draan
I den østligste del af Draan, et lille land i det nordvestlige hjørne af kontinentet Soror, ligger en skov.
Skoven er beskrevet i myter og legender for dens magiske indhold og rummer mystiske væsner fra andre verdener og gamle træer der blev plantet i tidernes morgen.
I skoven ligger også en lille landsby Mori.
Tidligere var Draan et mægtigt og respekteret land, bl.a. kendt for sin turnering hvert tredje år som blev holdt i skoven ved Mori for at hylde guderne.
De sidste mange år har landet dog været plaget af dårlig økonomi og har ikke haft andet valg end at prøve at spare på ressourcerne og skære nogle dele af landet af for at styrke de indre dele af landet. Røverbander og fattigdom hersker i de forladte områder og mange af landsbyerne er uddøende. Dette gælder også Mori og den magiske skov.
Grunden til at byen endnu ikke er blevet helt forladt og glemt kan kun gættes på. Måske skyldes dette områdets hellige natur og beskyttelse af guderne. Hvem ved. Men hvis det er grunden holder byen nok ikke meget længere, siden tiderne skifter, guderne glemmes og traditionerne svinder...